Vores politikker
Indhold
Her ser du en samling af de politikker, der er gældende for Teknologiens Mediehus.
- Om abonnementer
- Brug af redaktionelt indhold
- Brugerbetingelser
- Debatregler
- Etiske regler for mediehusets redaktioner
- Hvordan forholder vi os til AI
- Forretningsbetingelser
- Kilderegler
- Klagemuligheder
- Persondatapolitik
- Persondata i 'Ingeniørernes Danmarkshistorie'
- Om data og transparens
- Hvordan vi personaliserer artikler
- Hvordan vi personaliserer job
- Whitepapers, webinarer og eventinvitationer
Om abonnementer
Kan jeg bruge mit IDA-login på ing.dk?
Ja. Med et IDA-login får du gratis adgang til at læse PLUS-artikler på ing.dk og E-avisen. Følg guiden her og se, hvordan du aktiverer og gør brug af dit IDA-login.
Hvad gør I med mine IDA-oplysninger?
IDA giver information om din adgang til PLUS-indhold og E-avisen. Følg guiden her og se, hvordan du aktiverer og gør brug af dit IDA-login. Når dit medlemskab og adgang er valideret, opbevarer vi dit navn og e-mail samt informationen om, at du har adgang til det låste indhold.
Jeg har fulgt guiden, men kan stadig ikke læse PLUS-historier på ing.dk
Kontakt support@ing.dk med dine oplysninger og en beskrivelse af den fejl, du oplever.
Hvad er forskellen på PRO og PLUS?
PLUS-indhold ligger på ing.dk og er en del af avisen Ingeniøren. Du kan læse mere om abonnementsvilkår for PLUS her.
PRO (pro.ing.dk) er vores nichemedier, der er henvendt til professionelle i de respektive nicher. PRO-adgang kræver et abonnement, selvom du er medlem af IDA. Læs om alle vores abonnementstyper her og vores abonnementsvilkår her.
Få en mail, når avisen er klar
E-avisen er en del af dit abonnement, og er du tilmeldt nyhedsbrevet, får du E-avisen leveret direkte i din indbakke før alle andre. Hver torsdag aften, når den nye avis er online, modtager du en mail. Tilmeld dig nyhedsmailen her.
Brug af redaktionelt indhold
Teknologiens Mediehus har ophavsret på de fleste artikler bragt i mediehusets forskellige udgivelser, herunder Ingeniøren, ing.dk, Version2, Radar og PRO-medierne.
Det er tilladt at printe en kopi til eget brug, ligesom det inden for ophavsretten er tilladt at citere artikler uden tilladelse fra Teknologiens Mediehus. Citatet må dog ikke anvendes i reklameøjemed eller lign. og skal følge god citatskik jf. ophavsretsloven, herunder indeholde en angivelse af det pågældende medie under Teknologiens Mediehus som kilde.
Yderligere mangfoldiggørelse af artikler, billeder, grafikker og andet redaktionelt indhold må kun ske efter forudgående aftale med redaktionssekretær Søren Rask på srp@ing.dk eller tlf. 3326 5317. Det gælder såvel genoptryk på papir som gengivelse af artikler i elektronisk form på f.eks. en hjemmeside.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Teknologiens Mediehus forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4
Det er tilladt at linke til artikler på ing.dk, Version2, Radar eller PRO-medierne, når disse angives som kilde.
Brugerbetingelser
Med en brugerkonto får du adgang til en række tjenester hos Teknologiens Mediehus. Disse brugervilkår beskriver i store træk dit ansvar og Teknologiens Mediehus’ mulighed for at benytte det indhold, du bidrager med. Med indhold mener vi tekst, billeder, lyd, video eller andet indhold, som du uploader til ing.dk, Version2, Radar, Techjob og pro.ing.dk.
Teknologiens Mediehus’ behandling af dine personoplysninger kan du læse om i vores retningslinjer for behandling af personoplysninger under vores persondatapolitik.
Din brugerkonto
Når du opretter en brugerkonto på ing.dk, Version2, Radar, Techjob og pro.ing.dk, accepterer du disse brugerbetingelser. Det er ikke muligt at oprette en brugerkonto, hvis du ikke ønsker at acceptere brugerbetingelserne.
Kontakt
Du accepterer Teknologiens Mediehus’ brugerbetingelser og persondatapolitik. Du accepterer derudover følgende kontaktbetingelser: Teknologiens Mediehus må lejlighedsvis kontakte dig om arrangementer, konkurrencer, analyser, nyheder, job, undersøgelser og tilbud via e-mail. I e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forekomme markedsføring fra samarbejdspartnere.
Du kan til enhver tid indstille dine kontaktpræferencer, under menupunktet ‘Tilladelser & Services’ på din ING/Profil.
Benyt dit fulde, korrekte navn
Du skal benytte dit fulde, korrekte navn, når du opretter en brugerkonto. Har vi mistanke om, at du bruger et andet navn, beder vi dig dokumentere dit navn. Ved manglende dokumentation lukker vi din brugerkonto. Du må ikke afgive nogen form for oplysninger om andre end dig selv.
Benyt en fungerende e-mailadresse
Du skal benytte en fungerende e-mailadresse, når du opretter en brugerkonto. Vi sender herefter en bekræftelsesmail med et link, du skal klikke på for at bekræfte e-mailadressen. Du har ansvar for, at e-mailadressen også virker efter oprettelsen af din brugerkonto. Hvis den ikke virker, kan det føre til, at vi lukker din brugerkonto. Det er ikke tilladt at bruge midlertidige mailsystemer, der sletter konti automatisk. Du vil løbende modtage mails på denne e-mailadresse – eksempelvis i forbindelse med, at du har glemt din adgangskode, hvis du vælger at overvåge indhold og kommentartråden, eller hvis vi lancerer nye funktioner.
Vi forbeholder os ret til at lukke eller spærre din konto, hvis reglerne ikke efterleves.
Du kan lukke din brugerkonto - men dit indhold vil fortsat være synligt
Du kan bede om at få din brugerprofil lukket ved at skrive til privacy@ing.dk. Det indhold, du har bidraget med, vil dog fortsat være synligt med dit navn som forfatter. Dette gør vi for at sikre sammenhæng og mening i blandt andet de debatter, du har deltaget i.
Din brugerkonto er personlig og må ikke deles med andre
En brugerkonto er din personlige adgang til Teknologiens Mediehus’ medier og er knyttet til dit navn. Du må derfor ikke dele dit login med andre. En overtrædelse kan føre til, at vi lukker din brugerkonto.
Data og adfærd
Når du er logget ind på Ingeniøren, Version2, Radar eller Techjob gemmer vi data om din adfærd. Data fra indloggede brugere benytter vi til at personalisere indhold og tilbud - for eksempel med jobannoncer og med artikler i det personaliserede nyhedsbrev, vi sender ud hver fredag til de brugere der har valgt at modtage det. Under punktet "Tilladelser" på din brugerkonto kan du slå til eller fra, om du ønsker at gøre brug af personaliseringen. Vi viser al adfærdsdata vi indsamler på din "Tidslinje" på din brugerkonto, hvor du kan slette det igen. Vi gør meget ud af at det skal være tydeligt, hvad vi anvender dine data til.
Dit ansvar
Du har selv ansvar for det indhold, du bidrager med
En brugerkonto giver adgang til at bidrage med indhold på ing.dk, Version2, Radar, Techjob og pro.ing.dk, blandt andet i form af kommentarer, debat og fotos. Du er ansvarlig for, at det indhold, du bidrager med, overholder gældende dansk lovgivning.
Herunder er du bl.a. ansvarlig for, at dine kommentarer ikke indeholder injurier eller krænker andres ophavsret. Alt indhold er som udgangspunkt dækket af ophavsret, så du skal være ophavsmand til det indhold, du bidrager med, eller citere inden for Ophavsretslovens rammer for god citatskik. Såfremt tredjemand dokumenterer, at du har krænket vedkommendes rettigheder eller lignende, vil dine kontaktoplysninger blive videregivet til denne tredjemand. Strafbare forhold vil blive politianmeldt.
Du må ikke uploade pornografisk eller andre former for stødende materiale, herunder materiale med voldeligt indhold. Vi forbeholder os ret til at fjerne ethvert materiale, herunder også af kapacitetsmæssige hensyn m.v.
Du skal overholde alle retningslinjer for kommentarer, debat m.v., og vi forbeholder os ret til at slette din brugerkonto og spærre for adgang til at oprette en ny, hvis du overtræder en regel, som gælder for dig, enten groft eller i gentagelsestilfælde.
Vi modererer som udgangspunkt ikke dit indhold
Teknologiens Mediehus forhåndsgodkender ikke det indhold, du bidrager med. Andre brugere kan anmelde dit indhold, og mediehuset vil herefter tage stilling til, om det overholder brugervilkårene. Du er ansvarlig for at gemme det indhold, du lægger op. Vi påtager os intet ansvar for det indhold, du lægger op, herunder om det slettes, kan genskabes m.v.
Det indhold, du bidrager med
Teknologiens Mediehus kan også bruge dit indhold andre steder
Du bevarer ophavsretten til det indhold, du bidrager med, men giver samtidig Teknologiens Mediehus ret til vederlagsfrit at benytte indholdet. Det indhold, du bidrager med på ing.dk, Version2, Radar, Techjob eller pro.ing.dk, kan således også blive brugt i den trykte udgave af Ingeniøren.
Du må ikke bidrage med jobopslag eller reklame
Du må ikke benytte ing.dk, Version2, Radar, Techjob eller pro.ing.dk til jobopslag eller andet indhold, der har karakter af reklamebudskaber. Ønsker du at benytte ing.dk, Version2, Radar, Techjob eller pro.ing.dk til at ramme brugerne med kommercielle budskaber, kan du kontakte vores salgsafdeling.
Hvis du vil ‘glemmes’
Debatindlæg vil, når de er kombineret med brugerprofiler, udgøre personoplysninger i henhold til både Persondataloven og EU’s nye Persondataforordning.
Da det er muligt at genkende personen ud fra brugerprofilen, vil debatindlægget nemlig få karakter af en personoplysning. Brugere har ret til at gøre indsigelse mod, at deres personoplysninger udgives. Dette gælder også, selvom brugerne selv har offentliggjort oplysninger. Imødekommelse af en sådan indsigelse vil ifølge Persondataloven bero på en konkret vurdering.
Ifølge Datatilsynet har man krav på at få sine brugeroplysninger slettet eller anonymiseret, og et sådant ønske bør ifølge tilsynet imødekommes.
På den baggrund kan brugere af Teknologiens Mediehus’ debatsites i fremtiden gøre indsigelse og hermed få anonymiseret deres brugerprofil. Brugere, der har fået anonymiseret deres profil, vil herefter fremstå som ‘Tidligere bruger’. Indlægget eller indlæggene opretholdes altså som udgangspunkt, men de kan ikke længere henføres til en bestemt bruger eller brugerprofil. Samtlige af den pågældende brugers debatindlæg vil derefter ligge under profilen ‘Tidligere bruger’, da vi ikke har mulighed for at udvælge enkeltstående indlæg til anonymisering. Brugerprofilen vil samtidig blive deaktiveret. Det vil sige, at brugeren ikke kan benytte den længere eller oprette en ny brugerprofil med samme e-mailadresse.
Debatindlæg som sådan slettes kun undtagelsesvist og kun efter en nøjere vurdering, der fører til den konklusion, at selve indlægget også efter anonymisering af brugerprofilen indeholder personhenførbare oplysninger.
Sørg for også at have en lokal kopi af indhold, du vil bevare
Teknologiens Mediehus forbeholder sig ret til uden grund at fjerne indhold, du bidrager med, og kan ikke garantere, at det bevares. Sørg derfor selv for at have en lokal kopi af indhold, du vil være sikker på at bevare.
Der tages forbehold for ændring af brugervilkårene, og det er de til enhver tid tilgængelige vilkår, der er gældende. Hvis der laves væsentlige ændringer i brugervilkårene, vil vi orientere herom.
Nyhedsbreve
Når du tilmelder dig nyhedsbreve på ing.dk, Version2, Radar, Techjob og pro.ing.dk, accepterer du også at modtage informationsmails fra Teknologiens Mediehus og tilhørende brands, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-koncernen må kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud og markedsføring fra samarbejdspartnere m.v. via telefon, sms og e-mail.
Der tages forbehold for ændring af brugervilkårene, og for at de tilgængelige vilkår er gældende. Hvis der laves væsentlige ændringer i brugervilkårene, vil vi orientere herom.
Debatregler
En konstruktiv og saglig debat er værdifuld. Læserne bidrager med viden og holdninger, der bringer artiklerne videre og ofte bruges i journalisternes videre arbejde.
For at fastholde en debat til glæde for alle kommer her en håndfuld tips:
- Bidrag med din viden og spørg ind til det, du gerne vil vide mere om eller ønsker uddybet
- Inden du trykker send: Overvej, om du ville være parat til at sige det samme til et menneske, du står overfor – det skrevne slår lige så hårdt som det sagte
- Debat er ikke en kamp om at vinde – debatten skal gøre andre læsere klogere – også på hinandens holdninger
- Sig fra, hvis du selv oplever at blive angrebet, talt dårligt til eller på anden måde føler dine grænser overskredet – eller hvis du oplever det ske for andre. Det gør du ved at trykke på "Anmeld" under de tre prikker i bunden af kommentarfeltet
- Regulære fejl i artiklen sendes direkte til journalisten ved at klikke på vedkommendes navn – så får vi rettet fejlene hurtigere
Vi læser med på debatterne. Og netop fordi vi anser dine bidrag som værdifulde, modererer vi også derefter. Direkte brud på reglerne medfører, at indlæg slettes. Gentages dette, kan vi vælge at blokere brugerens mulighed for at debattere. Vi sorterer også i indlæg med udgangspunkt i, om det gavner vores samlede indhold og i øvrigt holder sig til emnet.
Så er der en række helt konkrete regler og betingelser
- Du skal være logget ind for at deltage i debatten
- For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen
- Du skal benytte dit fulde, korrekte navn
- Dit indlæg må ikke viderebringe indhold, der er rettighedsbelagt
- Dit indlæg må ikke indeholde reklame
- Debatindlæg følger artiklen, uanset hvilket medie indlægget er skrevet på
- Du kan ikke få slettet indhold, du har skrevet – heller ikke hvis din brugerprofil bliver lukket
Kontakt community@ing.dk hvis du har spørgsmål.
Etiske regler for mediehusets redaktioner
Uafhængighed
Journalistikken i Teknologiens Mediehus’ medier – Ingeniøren, ing.dk, Version2 Radar og PRO-medierne – er uafhængig af politiske partier, organisationer, økonomiske interesser og enkeltpersoner, og der må ikke kunne rejses tvivl om den redaktionelle uafhængighed. Uafhængigheden er en forudsætning for troværdigheden i alle mediehusets aktiviteter. I forholdet til IDA, Ingeniørforeningen i Danmark, gælder de vilkår, der er nedfældet i samarbejdsaftalen mellem IDA og Teknologiens Mediehus A/S.
Enhver ansat i Teknologiens Mediehus’ redaktioner – fastansatte såvel som fagmedarbejdere – har pligt til at undgå alle former for sammenblanding af journalistiske arbejdsopgaver og privat engagement, uanset om dette er politisk, økonomisk eller idealistisk.
Ingen medarbejder må udnytte sin stilling hos Teknologiens Mediehus til at opnå private fordele.
Politisk uafhængighed
Teknologiens Mediehus accepterer, at redaktionelle medarbejdere engagerer sig i politiske partier, interesseorganisationer, netværk og generel samfundsdebat. Det kan give viden og forståelse for aktuelle tendenser i samfundet. Men kravet om, at Teknologiens Mediehus’ journalistik skal være uafhængig og troværdig, kan medføre en begrænsning af medarbejdernes arbejdsområder, idet en medarbejder ikke i Ingeniøren, på ing.dk, Version2, Radar og PRO-medierne kan dække områder, hvor han/hun selv er aktiv politisk organiseret eller medlem af en interesseorganisation.
Medarbejderne har pligt til at orientere chefredaktøren om ethvert engagement, herunder politiske og andre tillidserhverv, der kunne tænkes at skabe tvivl om habiliteten.
Økonomisk uafhængighed
Medarbejderne må ikke have økonomiske interesser, der kan skabe tvivl om reportagens uafhængighed. Hverken medarbejderen eller nærtstående familiemedlemmer (ægtefælle og børn) må være medejer af en virksomhed, der ligger inden for medarbejderens stofområde. Dette indskærpes især over for medarbejdere, der skriver artikler, som er egnede til at påvirke de finansielle markeder eller virksomheders markedsforhold i øvrigt. Pensions- eller anden opsparing i generelle ordninger og aktiepuljer er naturligvis accepteret, men hvis opsparingen sker via aktier i enkeltstående virksomheder, så bør chefredaktøren være orienteret, såfremt der kan opstå den mindste tvivl om medarbejderens habilitet.
Hvordan forholder vi os til AI
Som andre virksomheder på tværs af brancher har vi i Teknologiens Mediehus over de sidste måneder samlet viden og tanker omkring, hvad AI og især generativ AI betyder for os og vores virke.
Vinklerne er uendelige: Fra spørgsmål om hvorvidt fokus fra techgiganternes side på de potentielle eksistentielle trusler på sigt fra AI i virkeligheden er et røgslør for at undgå fokus på trivielle problematikker som ophavsret til lige så relevante spørgsmål om, hvorvidt AI sluppet løs i verden i realiteten vil gøre os dummere, efterhånden som tjenesterne måtte begynde at lære på sig selv og dermed forstærkes af de - beviseligt - misvisende svar, der vælter ud af de store sprogmodeller.
Som mediehus er det spørgsmål, vi oftest bliver mødt med, om AI gør journalister og traditionelle medier overflødige, fordi det er muligt hurtigt at generere simple nyhedsartikler om f.eks. regnskaber eller sportsresultater.
Her er svaret enkelt. Den publicistiske opgave har aldrig været vigtigere end i en tid, hvor vores samfund netop på ryggen af AI står over for en flodbølge af mis- og desinformation. At der så kan være værktøjer, der, når forsvarligheden er sikret, kan assistere i givne opgaver ændrer ikke på det forhold.
Eller som vores kolleger på techmagasinet Wired så fint har formuleret det:
»AI-software kan ikke ringe til kilder og tale informationer med dem, men der kan godt lave semi-gode transskriptioner af disse samtaler, og AI kan også koge hundredvis af sider af samme transskriptioner ned til et referat.«
For os, der ligesom Wired først og fremmest skriver om teknologi, er det givet, at vi er meget optaget af udviklingen. Vi er - og har længe været - i fuld gang med at undersøge både hvilke værktøjer, der er til rådighed, hvilke problemstillinger, de stiller os overfor og ikke mindst hvilke udfordringer, de byder vores samfund.
For nu må vi konstatere, at det ikke er forsvarligt at bruge de store sprogmodeller i udarbejdelsen af journalistisk indhold forstået som den brødtekst, du som læser f.eks. sidder med nu. Dertil lukkes der alt for meget selvopfundet vrøvl og såkaldt alternative fakta ud.
Og selv i de tilfælde hvor vi måtte have brugt AI i forbindelse med researchprocessen til transskription eller lignende, vil det være anført, at det er sket og hvordan.
Vi forholder os med andre ord på den forsigtige side.
Det gælder også i forhold til, hvordan vi ser på vores rettigheder som medie. Allerede før de store sprogmodeller stjal dagsordenen verden over, var medierne udfordret af den måde, hvorpå techgiganterne anvender det indhold, vi har ophavsretten til. Den udfordring er ikke blevet mindre med AI.
Helt principielt anser vi det for at være et brud på ophavsretten, når techselskaberne træner deres sprogmodeller på ophavsretsbeskyttet materiale. Af samme grund uploader vi heller ikke selv vores tekster til AI, ligesom vi naturligvis aldrig ville bruge personfølsomme data i prompts.
En del af vores research i de kommende måneder vil være at undersøge fremkomsten af AI-modeller, der kan stå inde for rettighederne for træningsmateriale. I de tilfælde, hvor vi i forskellige sammenhæng måtte anvende sprogmodeller, der endnu ikke lever op til disse principper, betyder det ikke, at vi dermed afstår fra vores ophavsret.
Et konkret indsatsområde er for os som for mange andre medier, hvordan vi bedst kan løfte vores opgave med at hjælpe vores brugere med at navigere den hastigt voksende jungle af misinformation. Det første svar her er en opfordring til at tjekke kilden til oplysning og have tillid til etablerede publicistiske medier, der arbejder under strenge regler for kildekritik og faktatjek. Men et stadig mere komplekst medielandskab kan komme til at kalde på redskaber til at gøre det endnu nemmere at validere indhold. Det kunne f.eks. være indførsel af kvalitetsstempler, som vi kender det fra fødevarebranchen. Man kunne forestille sig; »Produceret af mennesker og tilmeldt Pressenævnet«. Hvordan den slags kan komme til udtryk, er mediebranchen både herhjemme og internationalt i fuld gang med at undersøge mulighederne for.
Journalistikkens fineste opgave er at stille gode kritiske spørgsmål til vores samfund, vores magthavere og i vores tilfælde i høj grad også til nye teknologier. Den opgave står uændret.
Teknologiens Mediehus interne retningslinjer om generativ AI pr. 26. august 2024
- Generativ AI anvendes aldrig direkte til at generere artikler publiceret på vores platforme
- Generativ AI kan anvendes til optimering af indhold i research og bearbejdningsfasen såsom emneord, konkurrentafdækning og rubrikoptimering. Output skal altid kontrolleres af et menneske
- Hvis generativ AI er anvendt som i ovenstående tilfælde, skal det altid deklareres tydeligt præcis hvordan og til hvad
- Generativ AI kan alene anvendes til øvrigt brugervendt indhold (billeder, mail-tekst m.m.), hvis den anvendte generative AI kan garantere, ikke at være trænet på indhold, der er beskyttet af ophavsret. Også i disse tilfælde skal output fortsat dobbelttjekkes af et menneske
- Anvend aldrig følsom data (personhenførbar eller fortrolig information og tal m.m.) til prompts
- Brødtekst fra vores indhold må kun lægges ind i prompts (eksempelvis til korrekturlæsning), via vores virksomhedsadgange til generativ AI-services
- Hvis du anvender generativ AI i dit arbejde i Teknologiens Mediehus, opfordrer vi til at tage et AI-prompt kursus: Vores nuværende anbefaling er dette (ca. 1 time): https://www.deeplearning.ai/short-courses/chatgpt-prompt-engineering-for-developers/
- Kontakt styregruppen for AI-anvendelse i Mediehuset, hvis du er i tvivl
- Styregruppen vil løbende undersøge forskellige AI-værktøjer og løsninger
Forretningsbetingelser
Nedenstående bestemmelser er, medmindre andet er udtrykkeligt aftalt, gældende for alle forretningsmæssige hverv, der vedrører Teknologiens Mediehus A/S.
Print-reservationer
Annoncemateriale og kundekorrekturer skal være modtaget af mediehuset inden fastsatte ordredeadlines. Dette gælder desuden rettelser efter deadline til allerede afsendt annoncemateriale. Mediehuset er ikke forpligtet til at indrykke annoncen, uanset om bestillingen er modtaget/bekræftet eller ej. Kan en bestilt placering ikke leveres, vil annoncen blive placeret bedst muligt i forhold til det ønskede og faktureres efter ny placering – dog aldrig dyrere end bestilt.
Annullering
Annullering af annoncer skal ske til Teknologiens Mediehus inden ordredeadline. Annoncer, der annulleres efter ordredeadline, vil blive faktureret 100% af annoncens pris.
Fejl & reklamationer
Teknologiens Mediehus påtager sig intet ansvar for fejl i annoncer, som er indrykket i overensstemmelse med annoncørens angivelser. Ved fejl, som annoncøren ikke er ansvarlig for, giver Teknologiens Mediehus reduktion efter skøn af budskabets forringelse – dog højst annoncens pris. Reklamationer skal være Teknologiens Mediehus i hænde senest fem arbejdsdage efter indrykning. Trykkes en annonce flere gange med samme fejl, ydes eventuel godtgørelse kun for den første indrykning. Erstatningskrav for fejlagtig, forsinket eller manglende indrykning eller følger af sådanne fejl kan ikke gøres gældende.
Refundering
Sikkerhedsstillelse: Ved indrykning via DRRB-nomineret reklame/mediebureau ydes 1% godtgørelse af netto-indrykningsprisen.
Online-reservationer
Annoncemateriale skal være modtaget af Teknologiens Mediehus 3 hverdage inden kampagnestart. Kan en bestilt placering ikke leveres, vil annoncen blive placeret bedst muligt i forhold til det ønskede og faktureres efter ny placering – dog aldrig dyrere end bestilt.
Events & webinarer
Annullering
Annullering af webinarer/event/udstillingssponsorater skal ske senest 14 dage efter bestillingstidspunktet. I tilfælde af at ydelsen bestilles 2 måneder før afviklingstidspunktet, gælder 14 dages fortrydelsesfristen ikke. Bestillinger, der annulleres efter ovenstående afbestillingsfrister, vil blive faktureret 100% af annoncens pris.
Fejl & reklamationer
Reklamationer og klager skal være indgivet til Teknologiens Mediehus senest 5 arbejdsdage efter afholdelse.
Generelle betingelser
Lovgivning
Annoncøren er ansvarlig for, at indrykkede annoncer ikke strider mod gældende love og bestemmelser. Teknologiens Mediehus påtager sig intet ansvar for eventuel indrykning af ulovlige annoncer. Teknologiens Mediehus forbeholder sig endvidere retten til at afvise annoncer, der ikke ønskes optaget.
Forbehold
Henvisning til andre medier, hvor tredjemand kan købe reklameplads, accepteres ikke. Henvisning til egne tryksager accepteres som et underordnet budskab i annoncen. Annoncer, der kan forveksles med redaktionelt stof, skal forsynes med mærkningen ’Annonce’. Til opsætning af annonceteksten må avisens foretrukne typografi ikke benyttes. Vi anbefaler, at annoncen fremsendes til godkendelse.
Jobannoncer defineres som annoncer med en jobbeskrivelse og information omkring karrieremuligheder, hvor der opfordres til direkte handling. Dette gælder også annoncer, hvor tekst og/eller billeder henviser til websider med job, og der opfordres til indirekte handling. Jobannoncer placeres på karrieresiderne, medmindre andet udtrykkeligt aftales.
Ved annonceindrykning beholder Teknologiens Mediehus ophavsretten til det producerede materiale. Kopi af færdigt materiale udleveres dog uden beregning til annoncørens eget brug og ikke til indrykning i andre medier. I forbindelse med salg forbeholder mediehuset sig retten til at beholde personoplysninger såsom e-mail med henblik på at sende relevant information og tilbud til kunder. Det er dog til enhver tid muligt at framelde sig disse e-mails ved at trykke ’afmeld’ i pågældende e-mails.
Teknologiens Mediehus forbeholder sig retten til når som helst og uden varsel at ændre disse forretningsbetingelser. Tvister mellem Teknologiens Mediehus og andre parter, som relaterer sig til forretningsbestemmelserne, vil blive afgjort ved dansk lovgivning. Mediehuset tager desuden forbehold for eventuelle fejl og mangler som eksempelvis prisændringer og tastefejl.
Kilderegler
For at sikre mod misbrug af Teknologiens Mediehus' research og oplysninger gælder følgende standardiserede regler for kilder, der ønsker eller accepterer at se hele artikler eller egne citater/oplysninger gengivet inden offentliggørelse i Teknologiens Mediehuss udgivelser:
- Artikler og/eller oplysninger fra artikler har status af fortroligt arbejdsmateriale, indtil de er offentliggjort. De må derfor ikke - hverken helt eller delvist - omtales eller videregives til tredjepart.
- Kilder har adgang til at få rettet faktuelle fejl samt forkerte eller fejlopfattede citater. Derimod har kilder eller interviewpersoner ikke yderligere redigeringsret til Ingeniørens artikler. Artiklernes vinkel, opbygning, valg af øvrige kilder og vægtning af oplysninger kan kilder altså ikke kræve ændret.
- Et interview mellem en kilde og en journalist er som udgangspunkt til citat, og derfor vil alle udtalelser kunne blive anvendt, medmindre der er en klar aftale om det modsatte ved interviewets begyndelse.
- Artikler skal betragtes som udkast. De kan også efter et gennemsyn hos kilden blive udsat for yderligere redigering.
- Teknologiens Mediehus' medier fastsætter en deadline for reaktioner, der gør det muligt for medierne at planlægge redigering og produktion hensigtsmæssigt. Ønsker om ændringer i artikler efter denne deadline kan som udgangspunkt ikke efterkommes.
Klagemuligheder
Det er et afgørende grundlag for Teknologiens Mediehus’ redaktionelle virke, at vores artikler og andet indhold overholder grundlæggende krav til præcision, dokumentation og substans. Trods vores bestræbelser er det umuligt at undgå enhver fejl eller mangel. Det skal vores læsere naturligvis have nem adgang til at klage over. Derfor har vi nedenfor angivet, hvordan du klager over indhold på vores udgivelser.
Vil du klage over et indlæg i debatten?
Hvis du ønsker at klage over et debatindlæg/en kommentar skrevet af en anden bruger under en artikel eller lignende på Teknologiens Mediehus’ sider, kan du anmelde indlægget til vores community-afdeling via knappen ’Anmeld’, som findes under alle debatindlæg.
Vil du klage over en artikel, blog, kronik, leder eller lignende?
Er der tale om en faktuel fejl i en artikel, skal du skrive direkte til journalisten ved at klikke på navnet, som står øverst i artiklen markeret med blåt.
Har du en klage over Teknologiens Mediehus’ overordnede journalistiske linje, kan du henvende dig til en af husets ansvarshavende redaktører: redaktionschef Henning Mølsted (hm@ing.dk) eller redaktionschef Henrik Heide (hehe@ing.dk).
Hvis du ønsker at klage over en artikel, et blogindlæg eller andet redigeret indhold til en uvildig instans, kan du kontakte Pressenævnet, som blandt andet kan behandle spørgsmål om, hvorvidt god presseskik er overtrådt.
Du kan læse Pressenævnets vejledende regler for god presseskik her og nævnets klagevejledning her.
Persondatapolitik
I det følgende kan du læse Teknologiens Mediehus’ politik for behandling af de personoplysninger, du opgiver, når du benytter vores hjemmesider og anvender vores forskellige tjenester.
Teknologiens Mediehus indsamler personoplysninger, når du besøger vores hjemmesider. Både i form af almindeligt tilgængelige oplysninger, og i form af oplysninger du selv giver samtykke til at udlevere. Indsamlingen sker blandt andet i form af cookies.
For at opnå den fulde funktionalitet af ing.dk, Version2, Radar, Techjob og pro.ing.dk vil du blive bedt om at indtaste en række personoplysninger, for eksempel hvis du vælger at oprette din egen profil på de omtalte sider.
De personoplysninger, som Teknologiens Mediehus indsamler, kan for eksempel omfatte dit navn, din e-mailadresse, din firmaadresse, din stillingsbetegnelse og lignende identifikationsoplysninger samt oplysninger om, hvordan du benytter ing.dk, Version2, Radar, Techjob og pro.ing.dk.
Vi opbevarer dine personoplysninger i identificerbar form, så længe du har en aktiv brugerprofil, og anonymiserer dem, når du nedlægger profilen.
Dine personoplysninger kan blive videregivet til IDA-koncernen. Dine personoplysninger vil ikke uden indhentelse af dit samtykke blive gjort til genstand for ekstern videregivelse.
Teknologiens Mediehus hverken benytter eller videregiver dine personoplysninger til markedsføringsmæssige formål, herunder til udsendelse af e-mails med reklameindhold, medmindre du udtrykkeligt har anmodet herom og accepteret dette.
Teknologiens Mediehus vil i særlige tilfælde videregive dine personoplysninger til offentlige myndigheder eller andre, i det omfang dette følger af gældende lovgivning, eller hvis Teknologiens Mediehus bliver pålagt videregivelse af en kompetent domstol.
Teknologiens Mediehus benytter eksterne databehandlere, herunder udbydere af eksempelvis software, hosting, sociale og professionelle medier, backup, sikkerhed og opbevaring. Dine personoplysninger vil i så fald blive overladt til tredjeparter, der er instrueret af Teknologiens Mediehus til at behandle dine personoplysninger på Teknologiens Mediehus’ vegne, og med de metoder Teknologiens Mediehus har fastsat.
Dine personoplysninger kan i visse tilfælde blive overført til andre lande uden for EU/EØS, og lande der ikke har love, som giver en tilsvarende beskyttelse af personoplysninger. I disse tilfælde har vi med udgangspunkt i EUs standardkontraktbestemmelser indgået databehandleraftaler med leverandører uden for EU, det gælder for eksempel Google Tag Manager. Vi er i gang med at implementere et nyt web-analyse værktøj (Matomo), og vil i den forbindelse fjerne Google tag-manager. Google Analytics blev fjernet fra alle sites 30/9 22. Derudover har vi en databehandler i Ukraine, og overførslen hertil sker på baggrund af en EU-kommissionsgodkendt standardmodelkontrakt.
Du kan se kopi af ovenstående på ec.europa.eu.
Teknologiens Mediehus sender nyhedsbreve gennem Mailchimp, som der skal være ekstra opmærksomhed på, da de opererer udenfor EU. Vi kommer derfor løbende til at analysere og vurdere situationen. Vores databehandleraftale (DBA) med Mailchimp følger de seneste standardkontraktbestemmelser (SCC) for overførsel til tredjelande, fra EU kommissionen, vedtaget den 4. juni 2021. Mailchimp er også selvcertificeret under programmet for den nye Data Privacy Framework (DPF) aftale mellem EU og USA, vedtaget den 10. juli 2023. Dertil har vi lavet risikovurdering af virksomheden.
Der tages supplerende foranstaltninger, og vi arbejder på, at Mailchimp har så få informationer om vores brugere som muligt. På nuværende tidspunkt vurderes det, at overflytningsgrundlaget er fyldestgørende, og at det følgeligt ikke forhindrer Mailchimp i, at opfylde deres forpligtelser.
Til rapporterings-og evalueringsformål registrerer vi om du åbner og klikker i de e-mails vi sender dig.
Når du modtager en e-mail fra Teknologiens Mediehus har vi indsat et lille billede - også kaldet en “web beacon” - der downloades fra vores marketing platforms servere, når du åbner e-mailen og dernæst tælles i vores system som en åbning af denne e-mail. Du kan læse mere om, hvordan det i praksis fungerer her.
Når du klikker på et link i en e-mail du har modtaget fra Teknologiens Mediehus bliver du omdirigeret gennem vores marketing platforms servere inden du lander på den webadresse, der linkes til. Denne omdirigering registreres i vores system som ét klik på ét link. Du kan læse mere om, hvordan det i praksis fungerer her.
Teknologiens Mediehus pålægger alle sine databehandlere at behandle dine personoplysninger fortroligt og at træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes eller kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med gældende persondataret.
Dine personoplysninger bliver kun opbevaret af Teknologiens Mediehus, så længe det er nødvendigt til opfyldelse af det eller de formål, de er indhentet til.
Du har ret til at få indsigt i, hvilke personoplysninger Teknologiens Mediehus behandler om dig. Du har endvidere ret til at gøre indsigelse mod indsamlingen og mod den videre behandling af dine personlige oplysninger. For at udøve disse rettigheder skal du kontakte Teknologiens Mediehus via privacy@ing.dk.
Vi kan afvise anmodninger, der kræver uforholdsmæssig meget teknisk indgriben - f. eks. at udvikle et nyt system eller ændre en eksisterende praksis væsentligt - som påvirker beskyttelsen af andres personlige oplysninger, eller noget som ville være ekstremt upraktisk.
Hvis vi kan give adgang til at rette oplysninger, gør vi naturligvis dette gratis, undtagen hvis det kræver en uforholdsmæssig stor indsats. Vi bestræber os på at vedligeholde vores tjenester på en måde, der beskytter oplysninger mod fejlagtig eller skadelig destruktion. Når du sletter oplysninger fra vores tjenester, er det derfor muligt, at vi ikke kan slette tilhørende kopier fra vores arkivservere med det samme, og det er ikke sikkert, at oplysningerne fjernes fra vores sikkerhedskopisystemer. Du har til enhver tid ret til at klage til Datatilsynet.
Cookies
Vi anvender cookies på vores hjemmesider; ing.dk, version2.dk, radar.dk, techjob.dk, og pro.ing.dk. Vi bruger forskellige cookies til forskellige formål:
- Teknisk funktionalitet, herunder login, så vi kan huske dine præferencer.
- Trafikmåling, så vi ved, hvor mange der besøger vores hjemmesider, og kan dokumentere dette over for annoncører efter fælles branchestandarder.
- Annonce-afvikling, så vi kan styre, hvor ofte samme annonce vises til den samme bruger, og registrere, hvor mange der klikker på den.
- Vi bruger Hubspot til at håndtere alle kunderelationer. Derfor trackes der, hvis en bruger agerer med formularer eller bestillingssider på vores sites.
Visning af indhold fra sociale netværk
Teknologiens Mediehus benytter widgets fra sociale tjenester til at vise indhold fra disse netværk som en del af det redaktionelle indhold, når det er relevant. Disse widgets vil i nogle tilfælde også sætte egne cookies i selve visningen. De sociale netværk vi benytter er: Facebook, Twitter, LinkedIn, Instagram, SoundCloud, Vimeo og YouTube.
Hvis du ikke ønsker at modtage cookies, kan du slette eller blokere dem. Se vejledning her: http://minecookies.org/cookiehandtering
Udviklingen af teknologien betyder, at ændringer i vores behandling af personoplysninger
kan blive nødvendige. Vi forbeholder os derfor retten til at opdatere og ændre nærværende retningslinjer for behandling af personoplysninger. I tilfælde af væsentlige ændringer giver vi dig besked i form af en synlig meddelelse på vores hjemmesider.
Dataansvarlig:
Teknologiens Mediehus A/S
Kalvebod Brygge 31-33
1560 København V
Mail: privacy@ing.dk
Persondata i 'Ingeniørernes Danmarkshistorie'
De fem bind med oplysninger om kandidater fra Polyteknisk Læreanstalt (1829-1929 og 1829-1941), Danmarks tekniske Højskole og Danmarks Ingeniørakademi (1930 til 1971), som her er gjort tilgængelig i digital og søgbar form, rummer udelukkende almindelige personoplysninger, som de pågældende selv har indberettet med henblik på offentliggørelsen. Det samme gælder personoplysningerne i bøgerne 'Danske Teknika og deres Dimittender gennem 50 Aar' (1881-1930) og 'Danske Ingeniører fra Teknika' (1895-1945).
Siden vi etablerede 'Ingeniørernes Danmarkshistorie' ved digitalisering af 10 ingeniørtidsskrifter, udkommet i perioden 1892 til og med 2006 med i alt 325.000 sider, har teknologihistorikere og slægtsforskere efterlyst en digitaliseret udgave af disse historiske opslagsværker. Offentliggørelsen i digital form af disse registre har således stor samfundsinteresse, og sker med både et historisk og videnskabeligt formål, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e.
Genudgivelsen i digital form sker i øvrigt med tilladelse fra Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, som i 1995 har overtaget udgiverrettighederne til kandidatfortegnelserne efter Dansk Ingeniørforening og Ingeniør-Sammenslutningen.
Om data og transparens
Teknologiens Mediehus vil gerne være Danmarks mest transparente mediehus. Vi arbejder forretningsmæssigt med data ligesom enhver anden virksomhed, men vi stræber efter at give dig, som en af vores brugere, et let overblik over alle de data du har givet os.
Vi gør meget ud af at det skal være tydeligt, hvad vi bruger data til. Vi arbejder på baggrund af følgende principper:
- Vores brugere skal kunne se, opdatere og slette alle data, de har givet os
- Vores brugere skal nemt kunne give og trække samtykke tilbage
- Det skal være tydeligt hvordan og hvorfor vi bruger data
- Det skal være tydeligt hvilken værdi vores brugere får ved at dele deres data
- Vi skal undgå at bede om overflødige data
Vi har skrevet mere om transparens-projektet her og vil rigtig gerne i dialog med dig, hvis du har kommentarer.
Hvad bruger I min data til?
Vi bruger overordnet dine data til bedre at vise dig indhold, som vi tror, du er interesseret i. Dette inkluderer redaktionelt indhold som artikler og debatter og kommercielt indhold som job.
Hvis du er nysgerrig efter hvorfor vi beder om et bestemt stykke data fra dig, kan du læse om det på denne profilside, som regel øverst i hver sektion. Du kan også læse om hvordan vi personaliserer jobs og artikler.
Hvordan sletter jeg min data?
Du kan selv slette alle data på din profil bortset fra dit navn og din e-mail.
Hvis du vil slette din konto helt skal du skrive til os, og så gør vi det for dig. Alle data fra din konto vil blive slettet eller anonymiseret i denne proces, og det er ikke muligt at gendanne din data, når processen er afsluttet.
Det kan tage op til 30 dage at færdiggøre processen, men det tager normalt kun et par dage.
Har du kommentarer eller feedback? Send os en e-mail.
Hvordan vi personaliserer artikler
Vi personaliserer ikke redaktionelt indhold såsom artikler og debat på vores mediesider, dog tilbyder vi et personaliseret nyhedsbrev hvori indholdet er baseret på de interesser du har tilføjet til din profil.
Du kan besøge din Interesse-side for at få en idé om hvilke slags artikler der vil blive vist til dig med personaliseringen. Som du tilføjer, redigerer eller fjerner interesser bliver listen med artikler opdateret.
Interesser tilføjet igennem aktivitet
Når du benytter vores mediesider forsøger vi at regne dine interesser ud. Hvis vi ser et mønster tilføjer vi automatisk redaktionelle emner som interesser til din profil. Dette gør vi sådan:
- Hvis du har læst 5 eller flere artikler med samme emne indenfor 90 dage
- Hvis du har kommenteret på 2 eller flere artikler med samme emne indenfor 90 dage
Når et redaktionelt emne er tilføjet som en interesse til din profil kan du se den på din Interesse-side. Du kan se din aktivitet på din Tidslinje.
Vi arbejder løbende på at forbedre personaliseringen, så vi laver justeringer baseret på internt data samt feedback vi får. Denne side bliver opdateret hvis vi ændrer i måden vi personaliserer redaktionelt indhold.
Hvordan vi personaliserer job
Med din tilladelse viser vi dig job fra en liste baseret på data du har tilføjet til din profil. Du kan se listen på din Skills-side. Listen opdateres når du tilføjer, redigerer eller sletter data fra din profil.
Point-systemet
Et jobs placering i din personaliserede liste er beregnet ud fra et simpelt point-system. Eksempelvis hvis et job matcher med din jobtitel blive det tildelt 1 point. Forskelligt matchende data giver et forskelligt antal point.
Når alle job er blevet tildelt point baseret på din brugerprofil er din personlige liste opbygget. Vi tildeler point til job på følgende måde:
- Hvert job starter med 1 point
- Hvis et jobs titel matcher din egen jobtitel: +1 point
- Hvis arbejdspladsen ligger indenfor 50 km af dit postnummer: +1 point
- Hvis jobbet inkluderer en skill fra din profil: +1 point per skill
- Hvis jobbet matcher dit ledelsesniveau: +1 point
Hvis ingen job passer til din profil sorterer vi efter nyeste jobopslag først.
Skills tilføjet igennem aktivitet
Når du benytter Techjob forsøger vi at regne dine skills ud. Hvis vi ser et mønster tilføjer vi automatisk jobkategorier som skills til din profil. Dette gør vi sådan:
- Hvis du besøger 5 eller flere job med samme kategori indenfor 90 dage
- Hvis du ansøger, viser interesse for eller gemmer 2 eller flere job med samme kategori indenfor 90 dage
Når en kategori er tilføjet som en skill til din profil kan du se den på din Skills-side. Du kan se din aktivitet på din Tidslinje.
Vi arbejder løbende på at forbedre personaliseringen, så vi laver justeringer baseret på internt data samt feedback vi får. Denne side bliver opdateret hvis vi ændrer i måden vi personaliserer job.
Whitepapers, webinarer og eventinvitationer
Disse e-mails er tiltænkt professionelle, der har berøring med teknologi, efteruddannelse og ledelse i deres arbejde, og som ønsker adgang til viden, inspiration og leverandørinformation. Vi tilstræber at sende dig indhold, som matcher med de interesser, du har angivet på din profil. Disse indeholder en kort beskrivelse af et eller flere webinarer og whitepapers samt links til hvor du kan tilgå indhold, som vi præsenterer i e-mailen. Download af whitepapers og tilmelding til webinarer og events kan enten foregå via vores egen vidensbank eller direkte på vores partneres hjemmeside.
Webinarer og whitepapers er typisk enten udarbejdet internt af vores annoncepartnere, af konsultentbureauer, analyseinstituttet, interesseorganisationer eller af Teknologiens Mediehus' eget kommunikationsbureau Tech Relation på vegne af vores annoncepartnere. De whitepapers og webinarer vi sender til dig vil være gratis at downloade, men du vil typisk blive bedt om at udfylde dine baggrunds- og kontaktoplysninger før du kan tilgå de pågældende whitepapers og webinarer. Hvad angår eventinvitationer til seminarer, konferencer, messer og lign. kan der forekomme deltagerbetaling.
Politikker er sidst revideret 12. juli 2024.